livetogkampen

Litt om hvorfor PTSD oppstår..

Hvorfor PTSD utvikles

Kilde: Eitinger rapporten, del 1, Sosial- og helsedepartementet, 1993

Vanligvis reflekterer symptomene helt eksakt og meget detaljert opplevelser av den/de traumatiske hendelsene, dette gjelder både marerittene og de invaderende gjenopplevelser på dagtid.

Erfaringene har vist at de typiske symptomene etter ekstrem traumatisering kan opptre forsinket, dvs ikke i umiddelbar tilslutning til denne, men etter et tilnærmet symptomfritt intervall av kortere eller lengre varighet. Dette kan forklares med en betydelig innsatsvilje med fortrengningsmekanismer, og senere kombinert med en viss eufori etter langvarige ekstreme påkjenninger. Senere vil det kunne utvikles en reduksjon av motstandskraften og motstandsdyktigheten, med manifestering av de latente symptomer.

En annen ikke sjelden mekanisme er de såkalte betingede reflekser, hvor en relativt beskjeden påkjenning som klart minner om det første ekstreme traume, kan fremkalle en tilsynelatende overdreven reaksjon. Her provoseres de symptomer som ikke manifesterte seg umiddelbart etter de opprinnelige påkjenninger. Denne mekanisme forekommer kanskje særlig ved angstpregede tilstander og spesielt når angsten måtte undertrykkes ved en primær opplevelse. Symptomatologien og eventuell dybdepsykologisk klarlegging vil som regel vise at det foreligger en utvetydig, eller i alle fall mest sannsynlig årsaksmessig sammenheng mellom den opprinnelige, betydelige traumatisering og de påviste sensymptomer med eventuell reduksjon av arbeidsførheten også etter et symptomfritt intervall.

Situasjonen blir atskillig mindre klar og entydig når det gjelder traumer som ikke oppfyller det første kriteriet om stressorens ekstraordinære alvorlighetsgrad, altså traumer man kan kalle moderate eller forholdsvis beskjedne. Det er en kjent erfaring at også slike moderate traumer kan føre til psykopatologiske forandringer. Hos stort sett velintegrerte personer vil disse som regel være kortvarige og ikke føre til kroniske tilstander. Dersom psykopatologien vedvarer, preges den etter hvert mindre av de traumatiske opplevelser, men mer av vanlig psykiatrisk symptomatologi eller tilpasningssvikt. Både den premorbide personlighet og ikke minst spørsmål om erstatning kommer gjerne tydeligere i forgrunnen enn ved alvorlige skader.

Det foreligger få omfattende studier når det gjelder senvirkninger etter moderate traumer, men det er rimelig å anta at betingede reflekser hos særlig disponerte individer vil kunne være årsak til utløsning av tilsynelatende sterkere senvirkninger enn de man kunne regne med etter matologi som følge.

Noen nøyaktig tidsfrist kan man selvfølgelig ikke postulere, men det er ikke helt urimelig å anta at den ubevisste innflytelse som senere kan føre til en første manifestering av symptomer, neppe kan vare mer enn 10, maksimalt 15 år når det gjelder et moderat traume, og kanskje dobbelt så mange år når det gjelder ekstreme traumatiseringer.

Hva skjer i kroppen under en traumatisk opplevelse?

Kilde: http://www.inform.dk/numen/PTSD.htm , Jack Donen

Når man føler sig truet på livet, det kan ske pludseligt og voldsomt eller mere eller mindre vedvarende over en periode, så sker der visse ting i kroppen. Den del af hjernen der tager sig mest af vores overlevelse som organisme – den hedder hjernestammen eller krybdyrhjernen – kommer stærkt på spil. Den tager sig blandt andet af funktioner som hjerterytmen og åndedrættet, men her gør den organismen – kroppen – klar til at redde sig. Og der er grundlæggende kun to måder «den», eller «man», på dette ret så primitive plan, effektivt kan redde sig selv fra det truende på: enten ved at kæmpe eller ved at løbe væk. Eller hvis disse to, kamp eller flugt ikke virker, så er der trods alt den tredje, allersidste og mest primitive «forsvar», at fryse kroppen fast og «spille død». På engelsk hedder disse tre forsvarsmåder mere mundret: fight, flight or freeze, eller «De tre F’er».

 

De første to af hjernens instinktive forsvarsstrategier medfører at der bliver sendt forskellige, stærke hormoner ude i systemet, blandt andre adrenalin, noradrenalin og cortisol. De skal gøre kroppen aktivt i stand til at udføre de kraftige anstrengelser det vil kræve, at kunne overleve. Imidlertid kan det blive et stort problem for «systemet», hvis ikke dette, kroppens beredskab, kan udnyttes. Det vil sige, hvis dét, der opleves farligt – som for eksempel den overvældende styrke af tsunamien, eller det kunne også gælde en bilulykke eller en voldsmand, eller en forældre eller anden voksen i forhold til et barn – hverken kan bekæmpes eller flygtes fra. Her er man/kroppen nødt til at anvende den sidste metode, frysen fast. Men det at være fyldt med hormonerne, energien til at forsvare sig, og ikke at kunne udnytte denne energi bliver nogle gange beskrevet som at have én fod på speederen og den anden på bremserne. Ikke nemt. Det er i øvrigt denne tilstand, der hedder stress, og deraf kommer betegnelsen PTSD eller posttraumatisk stress.

 

Man ser nogle gange pattedyr, efter en ”traumatisk” oplevelse, ryste kroppen kraftigt igennem. Derved kommer de af med den overskydende energi, der her er tale om. Mens der ofte hos os mennesker mere er tale om en længere periode hvor beredskabsniveauet kun langsomt aftager. Og hvor vi forsøger at «forstå» os væk fra traumet.

 

I nogle tilfælde kan der imidlertid være dannet en slags varslingssystem i hjernen, som gør at traumets eftervirkninger bliver mere kroniske. Det sker når varslingssystemet «tændes» når en situation dukker op, som den reptilske hjerne – på dens relativt primitive måde – opfatter som på en eller anden måde lignende den oprindelige. Så reagerer den som om man igen var kommet i fare: med en slags primitive, uformående kamp eller flugt, for eksempel med raseri og angreb, eller med angst og en trækken sig tilbage. Tændingsmomentet for tsumani ofre kunne for eksempel være noget så simpelt som at se på bølger eller på nogen der svømmer, eller det kunne være det mærke øl som man sad og drak, da det skete. Det kunne være at blive berørt på kroppen, der hvor man kom til skade, eller at høre lyde der virker for høje, og minder om lydene dengang. Mere på det «indre» plan, kan det være en tanke, en følelse, et minde om det, der skete, eller fra den eller de dage, hvor det skete.

 

Og reaktionen der udløses kan som sagt være at personen bliver tilsyneladende umotiveret eller overdrevet rasende eller aggressiv. Eller at de – igen tilsyneladende – ligeså umotiveret bliver bange, kan ikke få vejret, trækker sig, bliver eventuelt bevidsthedsmæssigt fjern, eller lignende.

 

Noget ret typisk for sådanne reaktioner er, som sagt, oplevelsen hos personen selv om, at de overreagerer. Faktisk beskrives der ofte tanker som at ”jamen, nu må jeg slappe af, det er slet ikke så slemt, dette her som jeg reagerer så kraftigt på”. Men hvor personen samtidigt slet ikke har styr på sine reaktioner. Det er her hvor man, som civiliseret menneske, slet ikke er vant til at blive styret af noget andet end «hjernen», fornuften. Men hvor det her er som om den «nyere» del af hjernen, vores fornuftsbetonede, logiske, kulturorienterede neo-cortex, slet ikke har noget at skulle have sagt. Hjernestammen har defineret situationen som en overlevelsessituation. Den går derfor i en slags «overlevelses-modus», og den ellers så vigtige fornuft er her en by i Rusland, den er for langsom og besværlig, og den virker bare ikke.

 

Det er som om man konstant var «på vagt», som om faremomentet til stadighed opleves som umiddelbart truende. Tilstanden betyder at personens energi og opmærksomhed optages af overlevelsesrelevante aktiviteter, en slags intensiv orientering eller overvågning af omgivelserne gennem synet, hørelsen m.m. Det er som at være på vagt efter noget der ofte for os andre er en slags spøgelser. Men hvor agtpågivenheden er en helt reel tilstand hos personen, som på den ene side kan være ekstremt trættende rent fysisk, mens den psykisk set synes at lægge beslag på bevidsthedsfunktioner som opmærksomheden, koncentrationen og hukommelsen.

 

Typisk betyder dette at det bliver svært, sommetider nærmest uoverkommeligt, at tage sig af flere ellers vante ting på én gang. Det er som om en balancemekanisme er flyttet, så disse funktioner nu primært er kommet til at stå til rådighed for organismen i den basale overlevelsens øjemed. Der hvor alting handler mere om liv og død, end om almindelige dagligdags og fornuftsbetonede opgaver. Det kan derved blive meget vanskelig for eksempel at manøvrere i «trafikken» på fortorvet, at gå til fest og deltage i samtale med flere andre, at huske indkøbslister, eller at koncentrere sig om en film, en avisartikel eller noget andet «indviklet», som en vanskelig tekst.

Også dette er hentet fra interesseorganisasjonen.

Advertisements

One thought on “Litt om hvorfor PTSD oppstår..

  1. As I site possessor I believe the content matter here is rattling wonderful , appreciate it for your efforts. You should keep it up forever! Best of luck.

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s

%d bloggers like this: